Stort fremmøde til åbning af iSEQ
Interessen var stor, da Aarhus Universitets Center for Integrative Sequencing (iSEQ) inviterede til åbning af centret. Dagen blev markeret med taler fra internationale topforskere og et indblik i iSEQs fremtidige arbejde.

”Life is simple – Nature complex.”
Professor og leder af iSEQ, Anders Børglum byder velkommen med en påstand, som han forklarer ved at folde iSEQs formåen ud;
”Ved at anvende og integrere nye teknologier for sekventering i interdisciplinære studier har vi en enestående mulighed for at afdække de komplekse molekylære systemer, som styrer de biologiske funktioner og udvikling af sygdomme hos mennesker,” forklarer Anders Børglum, og kigger rundt i salen, som er spækket med tilhørere.
Han understreger, at målet med iSEQ er ambitiøst, men det er ikke noget urealistisk mål, for centret har mange ressourcer at trække på.
”Det er især unikke danske biobanker og registersystemer, en lang række celle- og dyremodeller, supercomputer faciliteter og en verdensførende sekventerings-platform via et nært dansk-kinesisk samarbejde,” siger Anders Børglum.
Stærke forskningsgrupper skaber høje forventninger
Han er fuld af forventning til det fremtidige arbejde. Der er nemlig stærke forskningsgrupper og en lang række samarbejdspartnere, der udgør den interdisciplinære basis for centret.
En af de forskere, der er tilknyttet iSEQ, er Wang Jun. Han er adjungeret professor ved Aarhus Universitet og leder af BGI, der er verdens største center for nye sekventeringsteknologier.
Dagen for iSEQs officielle åbning falder sammen med Wang Juns tiltrædelsesforelæsning på Aarhus Universitet. Og Allan Flyvbjerg, dekan på Health, er begejstret for samarbejdet med forskeren.
”Jeg har aldrig set så vanvittigt eksplosivt CV. Vi er meget glade for din fortsatte tilknytning til Aarhus Universitet,” siger han og giver talerstolen videre til Wang Jun.
Den unge kinesiske forsker giver en tour de force præsentation af de muligheder de nye teknologier for sekventering giver. En præsentation med eksempler fra en række af egne artikler, som er trykt i tidsskrifter som Nature, Science, Nature Genetics og Cell.
”Det er så vigtigt, at vi har de her eksterne samarbejder, og samarbejdet med BGI er især vigtigt, fordi deres store ekspertise og enorme kapacitet inden for de nye sekventeringsteknologier komplementerer vores nationale styrkeområde og giver stærke synergieffekter til de interdisciplinlære studier i iSEQ,” siger Anders Børglum.
Yderligere oplysninger
Leder af iSEQ og professor Anders Børglum,
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7768
anders@hum-gen.au.dk