Supersygehus giver nye muligheder
Nu er fundamentet til danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri støbt. Perspektiverne ved et samlet hospital med integreret forskning og uddannelse er helt unikke, mener dekan Allan Flyvbjerg.

216.000 nye hospitalskvadratmeter til en samlet pris på 6,34 milliarder kroner skal de seks næste år bygges i Skejby. Fredag den 2. november 2012 blev fundamentet lagt til de første af disse, da regionsformand Bent Hansen under kyndig vejledning af byggefolkene sendte betonmasse af sted til det første byggeri, Akutcenteret.
Hele 25.000 kvadratmeter af supersygehusbyggeriet er reserveret til forskning og uddannelse. Dekan Allan Flyvbjerg ser frem til de nye rammer:
”I Aarhus er der en lang og god tradition for, at forskning og klinik hænger sammen som ærtehalm. Dette tætte samarbejde mellem universitetet og regionen er unikt ikke bare i Danmark, men også på verdensplan. Det nye hospitalsbyggeri, hvor alt samles på én lokalitet, vil ikke bare være med til at konsolidere dette samarbejde. Det vil også skabe endnu bedre forsknings- og innovationsmuligheder fremover”, siger han.
I øjeblikket arbejdes der på højtryk for at finde finansiering til et Center of Research and Education (CORE) i hjertet af universitetshospitalet, der vil give endnu mere plads til forsknings- og uddannelsesaktiviteter.
Forskning til gavn for patienterne
Målet med det tætte samspil er at skabe bedre behandling:
”Med kun få minutters gang mellem klinik og forskningsfaciliteter er der helt enestående rammer for at skabe et loop, så dét, der starter som en klinisk problemstilling, kan forfølges af forskerne i form af blandt andet basal forskning eller i form af sundhedsinnovation, der i sidste ende kan føre til bedre patientbehandling,” siger Allan Flyvbjerg, der understreger, at de mange kvadratmeter vil blive brugt til mange forskellige typer forskningsaktiviteter.
I Region Midtjylland glæder man sig også over de lovende perspektiver ved byggeriet af det nye universitetshospital:
”Med det nye Aarhus Universitetshospital samler vi eksperterne på ét sted og giver dem den nyeste teknologi og de bedste fysiske rammer. Det sikrer højspecialiseret behandling og forskning i verdensklasse, og det vil gavne borgerne i hele regionen, sagde regionsrådsformand Bent Hansen ved byggearrangementet den 2. november 2012.
Danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri
Det nye Aarhus Universitetshospital i Skejby er danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri. Det kommer til at rumme de fem somatiske centre (Abdominal-, Akut-, Hjerte-, Hoved-Neuro- og Kræft- og inflammationscentret) og et sjette center indeholdende psykiatrien. I alt 1.200 håndværkere vil være i gang på byggepladsen samtidig, når byggeaktiviteten er på sit højeste.
Yderligere oplysninger
Dekan Allan Flybjerg
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 5177 9548
E-mail: alf@adm.au.dk
Læs mere
- Læs mere om arrangementet
- Læs mere om byggeriet på hjemmesiden for det nye universitetshospital