Syge hjerter får gavn af forskning på tværs af fag og landsdele
Jens Peter Gøtze er netop tiltrådt en stilling som adjungeret professor ved Aarhus Universitet. Her skal han med sine omfattende forskningskompetencer bidrage til at styrke den samlede forskningsprofil i det kardiovaskulære område på Health.

Aarhus Universitet har ansat Jens Peter Gøtze i et 5-årigt adjungeret professorat. Han arbejder til daglig som overlæge, dr.med. og forskningsleder på Klinisk Biokemisk Afdeling på Rigshospitalet.
Tilknytningen af Jens Peter Gøtze styrker universitetets forskning inden for feltet mellem laboratoriediagnostik, kardiologi, hjertekirurgi og endokrinologi. Han vil kunne bidrage til den i forvejen stærke forskningskompetence inden for fagområdet med sin baggrund som laboratorieforsker og sin evne til at tage egne metoder og viden i anvendelse i de mere klinisk rettede fag.
Tværfaglighed giver nye muligheder for behandling
Området kardiovaskulær endokrinologi dækker over hormonregulering ved hjertesygdom. Jens Peter Gøtzes primære vision for sin nye ansættelse på Aarhus Universitet er at konsolidere kardiovaskulær endokrinologi som en tværfaglig disciplin med udgangspunkt i nytænkende biokemiske og molekylærbiologiske metoder.
Jens Peter Gøtzes forskningsfelt er per definition tværfagligt og kræver et tæt samarbejde med både basalforskere og klinikere. Målet med den nyudnævnte adjungerede professors forskning er at kunne bidrage til ny og bedre forståelse af endokrine organsammenhænge ved hjertesygdom og dermed nye diagnostiske og terapeutiske behandlingsmetoder. Forskningen er vigtig for både hjertelæger, endokrinologer, interne medicinere og fysiologer.
Et ben i begge lejre
”Jeg ser meget frem til at arbejde på tværs af sundet med mine dygtige kolleger i Aarhus. Med et ben i begge lejre har jeg mulighed for at opnå en bedre forståelse af sammenhængen mellem endokrine organer ved kardiovaskulær sygdom. For eksempel ligger mave-tarm-kanalens endokrinologi ved svær hjertesygdom endnu næsten uudforsket hen. Det skal vi gøre noget ved. Det kommende arbejde skal derfor baseres på biokemisk metodologi, relevante eksperimentelle modeller for hjertesygdom og afprøvning i store kliniske studier,” siger Jens Peter Gøtze. Projekterne er netop blevet tildelt Novo Nordisk Excellensbevilling på i alt 5 millioner kroner.
Dekan på Health Allan Flyvbjerg er overbevist om, at Jens Peter Gøtze bliver et værdifuldt supplement til den allerede etablerede forskning på universitetet:
”Jens Peter Gøtze vil uden tvivl bidrage med nye dimensioner til gavn for såvel forskning og undervisning som talentudvikling på Aarhus Universitet, Health. Han har allerede bidraget betydeligt til videnudveksling, ligesom han er en yderst kompetent underviser til ph.d.-kurser og andre uddannelsesaktiviteter,” fortæller Allan Flyvbjerg.
Jens Peter Gøtze er født den 11. januar 1969 i Helsingør. Han er gift, har to børn og bor i Virum. I fritiden spiller han klaver og cykler.
Kontakt
Adjungeret professor Jens Peter Gøtze
Aarhus Universitet og Rigshospitalet