To af verdens førende neuroforskere tilknyttes Aarhus Universitet
Aarhus Universitet har rekrutteret to førende eksperter inden for neurovidenskab. De to britiske specialister skal styrke universitetets kliniske forskning i Parkinsons og Alzheimers.

Professor David Brooks, en af verdens førende videnskabsmænd inden for neuroforskning, og neuroimaging-eksperten Nicola Pavese ansættes nu på Aarhus Universitet.
”De to neuroforskere beskæftiger sig primært med Parkinsons og Alzheimers sygdom, men det forventes, at det tætte samarbejde mellem Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og Imperial College i London også vil komme mange andre patientgrupper til gode,” udtaler dekan Allan Flyvbjerg og fortsætter:
”Den fælles indsats kan give nye muligheder for behandling af symptomer som depression, træthed, demens og søvnproblemer. Det er symptomer, som ikke alene kendetegner patienter med Parkinsons og Alzheimers, og derfor kan det nye samarbejde få stor betydning for mange forskellige typer af patienter”.
Professor David Brooks er fra 1. juli 2012 ansat i en deltidsstilling som professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. David Brooks kommer fra Imperial College i London og er en fremtrædende profil inden neurovidenskab. Han er specialist i neurodegenerative sygdomme, der kendetegnes af en gradvis og oftest langsom nedbrydning af hjernen og dens funktioner. David Brooks har specielt beskæftiget sig med Alzheimers sygdom, som er den hyppigste årsag til demens, og med Parkinsons, der især er karakteriseret ved bevæge- og funktionsforstyrrelser. Hans primære fokus er diagnosticeringsteknikker til patientgrupper med særlig stor risiko for sygdomsudvikling.
Professor David Brooks
Dr. Nicola Pavese kommer også fra Imperial College i London, men har en italiensk baggrund. Han er ansat fra 1. juli i en deltidsstilling som lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Rekrutteringen af Nicola Pavese betyder, at det sundhedsvidenskabelige miljø i Aarhus nu yderligere styrker sin ekspertviden inden for Positron Emission Tomography (PET), som er den teknologi, der blandt andet bruges til at identificere tab af dopaminproducerende nerveceller, der menes at være en af årsagerne til udvikling af Parkinsons sygdom.
Dr. Nicola Pavese
Kontakt:
Professor Jørgen Frøkiær
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Nuklearmedicinsk Afdeling
Telefon: 2023 4527, e-mail: jf@ki.au.dk
Dekan Allan Flyvbjerg
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 5177 9548, e-mail: alf@adm.au.dk