Toksikologisk forskningsgruppe modtager international anerkendelse
Forskere på Aarhus Universitet er førende inden for toksikologi. Det har nu ført til prestigefyldte og indflydelsesrige poster i det internationale forskningsmiljø.

Kemiske stoffer er en del af hverdagen og danskernes forbrugsmønster. Men vi ved endnu meget lidt om, hvad giftstofferne betyder for danskernes sundhed.
Forskning inden for toksikologisk risikovurdering har et forebyggende sigte og skal øge kendskabet til, hvornår udsættelsen for kemiske stoffer bliver for stor og derved udgør en sundhedsrisiko.
På Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet leverer en forskningsenhed banebrydende forskning inden for nanotoksikologi og cellulær og molekylær toksikologi.
Medlem af bestyrelsen for den europæiske toksikologisammenslutning
Professor Eva C. Bonefeld-Jørgensen blev ved årsmødet for den europæiske toksikologisammenslutning EUROTOX i juni 2012 i Stockholm valgt ind som medlem af bestyrelsen.
Eva C. Bonefeld-Jørgensen har i flere år været medlem af bestyrelsen for Dansk Selskab for Farmakologi, Toksikologi og Medicinal Kemi og formand for den toksikologiske sektion. Eva C. Bonefeld-Jørgensen arbejder på at etablere uddannelsen "Registreret Toksikolog" på såvel nationalt som nordisk niveau. Hun ønsker derefter at integrere uddannelsen i "Europæisk Registreret Toksikologuddannelse".
Formand for den internationale sammenslutning af toksikologer
Et andet af forskningsenhedens medlemmer, professor Herman Autrup, tidligere præsident for EUROTOX, blev ved årsmødet for Health Environment Science Institute (HESI, Washington) i Prag valgt som kommende formand for den internationale sammenslutning af toksikologer (IUTOX). Professor Herman Autrup tiltræder juni 2013.
Professor Eva C. Bonefeld-Jørgensen og professor Herman Autrup udgør sammen med deres forskergrupper enheden for toksikologi ved Aarhus Universitet.
Kontakt
Professor Eva C. Bonefeld-Jørgensen og Professor Herman Autrup
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Fakta
Forskningen i toksikologisk risikovurderinger danner baggrund for relevante politiske beslutninger, som kan bidrage til et sundere miljø. Der forskes i spørgsmål som:
- Hvilke befolkningsgrupper er mest udsat for skadelig forurening via luft, fødevarer og forbruger produkter?
- Er nanopartikler skadelige?
- Hvordan og hvornår bliver cellulære processer og DNA beskadiget i forbindelse med kemiske stoffer?
- Overføres toksikologiske skader fra mor til barn under graviditeten?
- Hvilke miljøeksponeringer kan påvirke human reproduktion, fertilitet og barnets sundhed?
Læs mere om forskningen i toksikologi ved Aarhus Universitet på forskergruppens hjemmeside.