Toneangivende diabetesforsker belønnes for frontforskning

For præcis 40 år siden afleverede professor, dr.med. Oluf Borbye Pedersen en guldmedaljeafhandling på Aarhus Universitet. Fredag den 25. maj var han tilbage for at modtage Rigmor og Carl-Holst Knudsens Videnskabspris. Ved samme lejlighed blev Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-priser uddelt, hvoraf to gik til forskere på Health.

Dr.med. Oluf Borbye Pedersen får overrakt Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris af dekan Allan Flyvbjerg. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

En cirkel blev sluttet, da professor, dr.med. Oluf Borbye Pedersen den 25. maj 2012 modtog Aarhus Universitets største forskningspris, Rigmor og Carl-Holst Knudsens Videnskabspris. I år er det præcis fyrre år siden, han afleverede sin afhandling om ernæringsfysiologi, som blev belønnet med en guldmedalje. I mellemtiden har tilværelsen ført ham gennem både Hong Kong, Harvard og Gentofte på vejen mod den internationale forskningselite.

Den 66-årige professor er blandt de toneangivende eksperter inden for diabetesforskning, og han forsker især i den såkaldte type 2-diabetes, der også er kendt som gammelmandssukkersyge. Sygdommen rammer dog i stigende grad unge mennesker, og den er et voksende problem på verdensplan.

I 1992 igangsatte Oluf Borbye Pedersen et stort forskningsprojekt som overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center. Her fandt man efter flere års undersøgelser ud af, at man ved hjælp af medicinering og livsstilsændringer kunne halvere dødeligheden og antallet af organskader hos diabetes-patienter i højrisikogruppen.

Steno 2-studiet, som undersøgelsen blev kaldt, var det første af sin art, og resultaterne mundede ud i retningslinjer, som i dag bruges til at behandle diabetes verden over.

Læs mere om uddelingen af Rigmor og Carl Holst Knudsens Videnskabspris og Aarhus Universitets forskningsfonds ph.d.-priser den 25. maj 2012.

Læs præsentationen af prismodtager Oluf Borbye Pedersen

Læs mere om de to ph.d.-prismodtagere fra Health: