Ung forsker får international pris

Ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har fået en Mannucci Award. En pris, der bliver tildelt unge, lovende forskere.

Morten Schmidt, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet

?Morten Schmidt var med på det hold af forskere, som fandt frem til, at helt almindelige smertestillende piller mere end fordobler risikoen for at få blodpropper i benene og lungerne.

Og nu har han fået en pris for sin videnskabelige artikel om resultaterne.  Mannucci Award er en pris, som International Society on Thrombosis and Haemostasis tildeler for den bedste artikel i løbet af året.

Forskere fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital undersøgte mere end 8.000 patienter, som mellem 1999 og 2006 fik diagnosticeret en blodprop i benene eller lungerne.

Dernæst undersøgte de, om disse patienter havde fået udskrevet recepter på de såkaldte NSAID-præparater. Og endelig blev hver af disse patienter sammenlignet med 10 kontrolpersoner af samme køn og alder.

Resultaterne viste, at risikoen for at få en blodprop i ben eller lunger er mere end fordoblet hos de patienter, der tager NSAID-præparater, siger Morten Schmidt, læge og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.


Om NSAID

NSAIDs er en forkortelse for Non-Steroidal Anti-Inflammatory Drugs. Non-steroidal betyder, at de ikke indeholder steroider eller kortikosteroider, som for eksempel prednisolon og kortison. Stofferne modvirker hævelse, smerte, ømhed, rødme og bevægelsesindskrænkning ved betændelse. Dette kaldes anti-inflammatorisk effekt. NSAIDs er ikke antibiotika. Det vil sige, at NSAIDs ikke hjælper mod infektioner, som er fremkaldt af bakterier.

Kilde: Patienthåndbogen