Ung Health-forsker får forskningslegat

Vanesa Sanchez-Guajardo, Aarhus Universitet, forsker i neuroimmunologiske processer i neurodegeneration. Hun er en af de syv udvalgte blandt 250 ansøgere og modtager nu BD Biosciences’ forskningslegat. Hendes mål er at redde døende hjerneceller ved Alzheimers og Parkinsons sygdom.

Vanesa Sanchez-Guajardo fra Aarhus Universitet er en af de syv udvalgte modtagere af BD Biosciences’ forskningslegat. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation
Vanesa Sanchez-Guajardo fra Aarhus Universitet er en af de syv udvalgte modtagere af BD Biosciences’ forskningslegat. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Indtil for nylig var forskere af den opfattelse, at immunforsvaret og fejl ved hjernen var to adskilte ting. Den opfattelse bryder Vanesa Sanchez-Guajardo nu med.

”Nye patologiske hjerneundersøgelser viser, at det perifere immunsystem og lokal hjernebetændelse spiller en stor rolle i neurodegenererende sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom. Jeg undersøger, hvilken effekt de har på sygdomme, og hvordan hjerneprocesser påvirker det perifere immunsystem,” siger modtageren af stipendiet.

Forbedret behandling på vej

Den nye forskning, som finansieres af stipendiet, kan anvendes direkte på patienter med Alzheimers og Parkinsons sygdom. Men derudover kan den også anvendes til mange andre sygdomme, som står i forbindelse med centralnervesystemet.

”Min forskning fokuserer på, hvordan vi kan modulere immunresponserne i hjernen, så de kan kæmpe imod sygdomme i stedet for at bidrage til dem. Det foregår i praksis ved at undersøge, hvordan det perifere immunsystem kan reprogrammere hjernens immunceller til at redde hjerneceller fra døden ved Parkinsons sygdom,” forklarer Vanesa Sanchez-Guajardo.

Hun er født den 23. juli 1975 i Mexico City i Mexico.

Yderligere oplysninger

Ph.d. Vanesa Sanchez-Guajardo,
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7287
vsg@biokemi.au.dk


Fakta om legatet

  • På verdensplan er der syv forskere, der har modtaget anerkendelsen fra BD Bioscience.
  • De syv modtagere af legatet konkurrerede i opløbet med mere end 250 ansøgere.
  • Den samlede sum for legatet er på 70.000 dollars, som fordeles ud på de syv modtagere.
  • Læs mere om legatet på BD Bioscience’s hjemmeside.