Unge forskere modtager millionbevilling fra Lundbeck

Et spontant opstået samarbejde mellem tre forskere fra Aarhus Universitet med vidt forskellig baggrund har netop ført til en bevilling på to millioner kroner fra Lundbeckfonden til forskningsprojektet ”ADHD of mice and men.”

Simon Glerup, Søren Dinesen Østergaard og Ditte Demontis ser frem til det tværfaglige samarbejde.
Simon Glerup, Søren Dinesen Østergaard og Ditte Demontis ser frem til det tværfaglige samarbejde.

Tekst: Helle Horskjær Hansen, HE Kommunikation

I oktober 2011 mødte molekylærbiolog Simon Glerup og læge Søren Dinesen Østergaard, begge fra Aarhus Universitet, hinanden for første gang under et symposium holdt af The Grethe Lundbeck European Brain Research Foundation. Det blev hurtigt klart for de to forskere, at de havde en fælles interesse for translationelle studier af sygdom – det vil sige forskning der går på tværs af både arter, fag og metoder.

”Simon fortalte om resultaterne af sine adfærdsstudier af gen-modificerede mus, der mangler de såkaldte ”sortilin-lignende” receptorer i hjernen. I forhold til den almindelige muse-stamme er de gen-modificerede mus meget hyperaktive og bliver, helt modsat almindelige mus, mere rolige når de behandles med ADHD medicin,” fortæller Søren Dinesen Østergaard.

Og med en baggrund i klinisk psykiatri, blev han meget fascineret af historien om den ADHD-lignende opførsel, der karakteriserer de gen-modificerede mus. Så ved det første møde blev kimen til en forsknings-hypotese lagt.

ADHD of Mice and Men

”Vi stillede os selv spørgsmålet, at hvis en mus uden de sortilin-lignende hjerne-receptorer har ADHD lignende opførsel, så er ændringer i generne, der koder for netop disse receptorer, måske medvirkende til udvikling af ADHD hos mennesker,” forklarer Simon Glerup.

For at kunne undersøge hypotesen tog de to forskere kontakt til Ditte Demontis, som er populationsbiolog og genetiker på Aarhus Universitet. I de følgende måneder korresponderede de tre forskere livligt om ideen og indsendte i marts 2012 en færdig ansøgning med den Steinbeck inspirerede titel: ”ADHD of Mice and Men” til Lundbeckfonden.

Og nu har fonden altså bevilget to millioner kroner til projektet, der, over de kommende år, skal realiseres i fællesskab med tyske, hollandske og kinesiske samarbejdspartnere.


Formålet med studiet:

Studiets primære formål er at undersøge, hvorvidt de ændringer i genet, der har givet musen den ADHD-lignende adfærd, er overrepræsenteret blandt mennesker med ADHD i forhold til kontrol-personer. Håbet er, at den nye viden kan bidrage til at forbedre diagnostik og behandling af ADHD i fremtiden.

Yderligere oplysninger

Lektor, ph.d. Simon Glerup,
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
sg@biokemi.au.dk
Mobiltelefon: 51221727