Vi skal opdage sygdommene tidligere
Læge og ph.d. Christian Erikstrup er for nylig blevet tilknyttet Aarhus Universitet som adjungeret lektor i klinisk immunologi. Han vil finde nye markører for en række sygdomme, så de kan opdages allerede inden, de giver symptomer.

Christian Erikstrup har hidtil forsket i hiv-immunologi blandt såvel danskere som afrikanere. Derudover er den nyudnævnte adjungerede lektor medinitiativtager til Det Danske Bloddonorstudie. Og det er især dette projekt, der optager Christian Erikstrup og hans forskning lige nu.
Sygdomme kan opdages før symptomer
Det Danske Bloddonorstudie (DBDS) er et multicenterstudie, som er på vej til at blive en af verdens største befolkningsundersøgelser med tilhørende biobank. Der er indtil videre mere end 70.000 deltagere i undersøgelsen.
”Vores omfattende studie kan bruges til at identificere nye markører for adskillige sygdomme. Det giver os mulighed for at opdage de pågældende sygdomme, allerede inden symptomerne viser sig. Studiet kan få betydning for mange patientgrupper og vil forhåbentligt komme mange mennesker til gode i fremtiden,” forklarer Christian Erikstrup.
Deltagerne i det Det Danske Bloddonorstudie følges over tid via de nationale helbredsregistre.
Tæt tilknytning til universitetet
Med udnævnelsen hædrer Aarhus Universitet Christian Erikstrup som en internationalt estimeret forsker og knytter ham endnu tættere til universitetet.
Den nyudnævnte adjungerede lektor blev læge i 2002, ph.d. i 2007 og er nu i gang med en speciallægeuddannelse i klinisk immunologi ved Aarhus Universitetshospital. Han er tildelt titlen som adjungeret lektor i klinisk immunologi i perioden fra den 1. september 2012 til den 31. august 2017.
Christian Erikstrup er født den 10. maj 1974 i Randers. Han bor i Skødstrup, er gift og har tre børn.
Yderligere oplysninger
Adjungeret lektor, læge og ph.d. Christian Erikstrup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
og Aarhus Universitetshospital
Direkte telefon: 7845 5020
christian.erikstrup@skejby.rm.dk