Forsker fra Aarhus modtager millionbevilling

Morten Schallburg Nielsen fra Aarhus Universitet har netop fået seks millioner kroner fra Lundbeckfonden til at forske i, hvordan molekyler transporteres fra blodet og ind i hjernen. Håbet er, at forskningen på sigt kommer patienter med blandt andet Parkinsons og Alzheimers til gode.

08.04.2014 | Helle Horskjær Hansen

Morten Schallburg Nielsen fra Aarhus Universitet har netop fået seks millioner kroner fra Lundbeckfonden til at forske i, hvordan molekyler transporteres fra blodet og ind i hjernen

Morten Schallburg Nielsen fra Aarhus Universitet har netop fået seks millioner kroner fra Lundbeckfonden til at forske i, hvordan molekyler transporteres fra blodet og ind i hjernen

Vi lever længere og længere. Mænd lever i gennemsnit 77,3 år og kvinder 81,6 år. Og netop fordi livet er blevet længere, er der flere og flere danskere, som udvikler Parkinsons sygdom, Alzheimers eller andre sygdomme, hvor hjernen og dens funktioner ligeså langsomt bliver brudt ned.

Morten Schallburg Nielsen er med på det hold af forskere, som samlet har modtaget 40 millioner kroner fra Lundbeckfonden til at forske i drug-transport til hjernen de næste tre år. Udviklingen af nye lægemidler er nemlig kompliceret af den tætte blod-hjerne-barriere, som kun tillader små molekyler at passere, mens transport af store proteiner sker ved hjælp af meget selektive molekylære mekanismer.

Transporterer drugs til hjernen

”Jeg forsker i proteiner og receptorers optag fra cellens overflade, og hvordan de bliver transporteret rundt mellem cellens indre strukturer. I øjeblikket har jeg særligt fokus på polariserede celler, som bliver brugt til at danne barrierer mellem væv og organer. Det er eksempelvis blod-hjerne-barrieren,” forklarer Morten Schallburg Nielsen.

Forskningsnetværket, som Morten Schallburg Nielsen er en del af, har fokus på, hvilke receptorer, der er udtrykt i blod-hjerne-barrierens celler, og hvordan de opfører sig.

”Med større indsigt i proteiners transport over blod-hjerne-barrieren håber vi at finde de proteiner og molekyler, der er mest effektive til netop den transport. Vi vil lave en nanopartikel, som parres med udvalgte proteiner eller molekyler, som forbinder bindingen til de udvalgte receptorer.”

”Hvis vi kan ’snyde’ blod-hjerne-barrieren til at trække denne partikel over barrieren, kan vi i princippet pakke et hvilket som helst lægemiddel ind i partiklen. Med andre ord ønsker vi at lave en trojansk hest, der kan transportere nye drugs ind i hjernen,” forklarer Morten Schallburg Nielsen.

Forløber projektet efter planen, har Lundbeckfonden stillet forskerne yderligere 20 millioner kroner i udsigt.

Yderligere oplysninger

Lektor Morten Schallburg Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7794
Mobiltelefon: 2899 2387
mn@biokemi.au.dk

Health