Christian Erikstrup er ny klinisk lærestolsprofessor i immunologi

Overlæge Christian Erikstrup er ny klinisk lærestolsprofessor på Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital. Han forsker i, hvordan kroppen bliver påvirket af bloddonation og har som ambition, at det skal være sikkert at give og modtage blod.

Christian Erikstrup er ny klinisk lærestolsprofessor i immunologi. Foto: Privat

Klinisk lærestolsprofessor Christian Erikstrup forsker i bloddonations helbredseffekter og er en af initiativtagerne bag Det Danske Bloddonorstudie, som har over 150.000 deltagere. Biobanken indeholder over 2 mio. blodprøver og er dermed en af verdens største. Over 100.000 af deltagerne i bloddonorstudiet er undersøgt for 600.000 genvarianter, og studiet udgør en platform for forskning i en række sygdomme. 

Christian Erikstrup forsker desuden i modtagelighed og markører for infektioner. Han har eksempelvis monitoreret covid-19 mørketal, og han undersøger også, hvordan luftforurening påvirker risikoen for infektioner i et stort studie finansieret af en Novo Nordisk Fonden Challenge-bevilling.

Som klinisk lærestolsprofessor i immunologi får overlæge Christian Erikstrup det overordnede ansvar for den kliniske forskning og den faglige udvikling af specialet på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Kontakt

Klinisk lærestolsprofessor, overlæge og ph.d. Christian Erikstrup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Blodbank og Immunologi
Mail: erikstrup@clin.au.dk