Ny professor styrker brugen af CT-billeder i behandling af hjertepatienter

Ny professor på Aarhus Universitet, Bjarne Linde Nørgaard, forsker i CT-scanning af hjertet, som i kombination med matematiske algoritmer giver unik viden om hjertepatienters helbredstilstand og danner grundlag for beslutning om behandling.

Bjarne Linde Nørgaard håber med professoratet at etablere bedre, billigere og mere skånsomme diagnostiske udredningsalgoritmer til behandling af patienter med kransåresygdom. Han er også ansat som overlæge ved Aarhus Universitetshospital.

Ny professor ved Institut for Klinisk Medicin, Bjarne Linde Nørgaard, forsker i brugen af CT-scanning og visualisering af hjertet og de omkringliggende kar. Blandt andet undersøger han mulighederne for at karakterisere flow og tryk i kranspulsårerne ud fra hjerte-CT- billeder kombineret med nye avancerede matematiske algoritmer. Målet er etablere bedre og mere individualiserede udrednings- og behandlingsforløb af hjertepatienter med kranspulsåresygdom.

Bjarne Linde Nørgaard undersøger også effekten af at anvende CT-billeder som guide ved indsættelse af en stent hos patienter med forsnævringer i kranspulsårerne Derudover undersøger han, om patienter i et rehabiliteringsforløb bliver motiveret til at leve sundere, hvis de ser billederne af deres egen kransåreforkalkning.

Kontakt

Professor, overlæge, dr.med., Ph.d. Bjarne Linde Nørgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital – Afdelingen for hjertesygdomme
Mobil: +45 40 13 65 70
Mail: bnorgaard@dadlnet.dk