Træning af forældre skal forbedre trivsel hos ADHD-børn

I Danmark behandler vi hovedsagligt ADHD medicinsk, men psykolog Anne-Mette Lange og professor Per Hove Thomsen fra Institut for Klinisk Medicin vil undersøge, hvordan forældretræning til børn med ADHD kan implementeres i Danmark og forbedre trivslen for de ramte familier. Til projektet får de 4,6 millioner kroner af Tryg Fonden.

Foto: Psykolog Anne Mette Lange og professor Per Hove vil undersøge effekten af det evidensbaserede forældretræningsprogram The New Forest Parenting Programme i Danmark.

ADHD er en udviklingsforstyrrelse, som fx betyder, at 55 % af børn med ADHD ikke består folkeskolens afgangsprøver i matematik og dansk. Derudover er der risiko for, at børnene bliver angste og får adfærdsproblemer. I Danmark er den mest udbredte behandling medicinsk. Psykolog Anne-Mette Lange og professor Per Hove Thomsen fra Institut for Klinisk Medicin får 4,6 millioner kroner af Tryg Fonden til et projekt, som indebærer en ikke-medicinsk og rettidig indsats for børn med ADHD og deres familier.

Anne-Mette Lange og Per Hove Thomsen vil anvende bevillingen til at skabe adgang til effektiv hjælp i familiernes nærmiljø.  I projektet samarbejder psykiatrien i Region Midtjylland og Region Nordjylland om at implementere forældretræning i børne- og familieafdelinger i tre danske kommuner. Ved at skabe bedre adgang til hjælp er det håbet, at børn med ADHD og deres forældre oplever bedre trivsel. Nationale og internationale retningslinjer anbefaler evidensbaseret forældretræning i behandlingen af ADHD hos børn, men de færreste børn i Danmark og på verdensplan modtager denne type behandling i dag.

Kontakt
Psykolog og seniorforsker Anne-Mette Lange
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling
Mail: aml@clin.au.dk
Telefon: 28 77 15 66