Forskning i børnehøjde: tandlægen flytter ind i klasseværelset

En folkeskoleelev tager VR-briller på og går en tur til tandlægen. Det lyder måske som en scene fra en science fiction-film, men for ph.d.-studerende Ruza Bjelovucic fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed er det virkelighed. Hun tog for nylig tandlægevidenskaben ud af universitetet og helt ind i klasseværelset.

Hvordan føles det at være hos tandlægen? Et barn tager på besøg i en virtuel tandklinik i Ruza Bjelovucics forskningsprojekt, der forener leg, læring og teknologi.
Hvordan føles det at være hos tandlægen? Et barn tager på besøg i en virtuel tandklinik i Ruza Bjelovucics forskningsprojekt, der forener leg, læring og teknologi. Foto: Privat

Viden i virkeligheden

Universitetsloven stiller krav om, at forskere ved siden af deres forskning og undervisning skal formidle deres forskning ved såkaldt videndeling eller forskningsbaseret formidling.

”Viden i virkeligheden” er en artikelserie om Health-forskere, der bringer deres viden i spil i samfundet på andre måder end via den traditionelle forskningsformidling og ekspertudtalelser.

”Det hele begyndte, da professor Kasia Gurzawska-Comis blev inviteret til at holde et oplæg på sin datters skole,” fortæller Ruza Bjelovucic.

”Hun spurgte mig, om jeg havde noget, vi kunne vise børnene – noget, der kombinerede videnskab og leg. Jeg tænkte straks på at bruge VR som læringsplatform og vendte muligheden med min ph.d.-vejleder, lektor Ruben Pauwels, som også var med på ideen”.

Ruza Bjelovucic er oprindeligt fra Kroatien og uddannet tandlæge. For fire år siden flyttede hun til Danmark, hvor hendes karriere tog en ny drejning. Efter to år i privat praksis mærkede hun et stigende kald mod forskning.

"Min nysgerrighed og kærlighed til videnskaben kunne jeg ikke længere ignorere. Jeg fandt ud af, at min sande passion ligger i at finde måder, hvorpå teknologi kan forbedre både undervisning og patientbehandling,” siger hun.

I dag er Ruza Bjelovucic i gang med en ph.d., der kombinerer teknologi og tandlægeuddannelse på nye og banebrydende måder.

Virtuel virkelighed som værktøj

Kernen i hendes forskning er brugen af virtual reality (VR) og mixed reality (MR) i uddannelsen af tandlæger – især inden for kirurgisk oplæring.

"VR skaber fuldt immersive 3D-miljøer, mens MR blander det virtuelle og det virkelige. Det handler om at supplere traditionelle undervisningsformer og engagere den nye generation af studerende på en måde, der matcher deres virkelighed," forklarer Ruza Bjelovucic.

I sit ph.d.-projekt bruger hun VR og MR til at træne tandlægestuderende i alt fra instrumentkendskab til sterilitet og endda livgivende førstehjælp. Men besøget i skoleklassen var første gang, at teknologien blev bragt i spil til så ung en målgruppe.

Målet var at introducere børnene til mundhygiejne og det kliniske miljø på en engagerende og pædagogisk måde.

"De greb det med det samme," fortæller Ruza Bjelovucic begejstret.

"Det var imponerende at se, hvor intuitivt børnene bevægede sig i det virtuelle miljø. Deres små hænder styrede controllerne, som om de havde gjort det hele livet, og der var ingen tilbageholdenhed eller nervøsitet at spore".

En dag med tandbørster og teknologi

Dagen på skolen var opdelt i to workshops. Først holdt professor Kasia Gurzawska-Comis et oplæg om tandpleje, tilpasset børnenes alder. Derefter designede og tegnede eleverne deres egne tandbørster – en kreativ aktivitet, der blev efterfulgt af højdepunktet: VR-brillerne.

"Vi sørgede for, at det hele foregik i et trygt og kontrolleret miljø, da VR typisk ikke anbefales til børn under 12 år. Men med korte, guidede sessioner på fem minutter fik de en oplevelse af, hvordan en tandklinik ser ud”.

VR-scenariet var en specialudviklet, visuel oplevelse af en tandklinik, hvor børnene kunne interagere med instrumenter, bevæge sig rundt og få en fornemmelse af, hvordan det føles at være i en klinisk situation.

“Teknologien kan bruges til at gøre tandlægeverdenen mere genkendelig og ufarlig. Det handler ikke om traditionel undervisning, men om at vække nysgerrighed og afmystificere et miljø, der for nogle børn kan virke fremmed eller endda skræmmende,” forklarer Ruza Bjelovucic og fortsætter:

”VR kan blive et værdifuldt redskab til at behandle tandlægeskræk og hjælpe folk med at føle sig mere forberedte, trygge og i kontrol, allerede inden de træder ind i en klinik. Og nu, hvor teknologien bliver mere og mere tilgængelig, tror jeg, projektet har et kæmpe potentiale”.

Når forskning spirer i børnehøjde

Men hvorfor overhovedet bringe tandlægeklinikken ind i klasseværelset? Ifølge den ph.d.-studerende kan man også se på projektet som et led i en bredere folkesundhedsindsats.

”Næsten 40 % af den danske befolkning har mindst ét ubehandlet hul i en tand. Mange af de unge patienter, jeg tidligere mødte i klinikken, kunne have undgået alvorlige problemer, hvis de havde fået bedre støtte og viden tidligere i deres liv,” siger Ruza Bjelovucic.

Ruza Bjelovucic ser også stort potentiale i mindre krævende teknologier som augmented reality (AR), der blot kræver en smartphone.

"Videnskab hører ikke kun hjemme i laboratorier. Den skal gøre en forskel i folks hverdag. Forestil dig en biologitime, hvor læreren holder sin telefon over et barns hånd og viser, hvordan blodceller fungerer – i realtid. Det er en fantastisk måde at synliggøre det usynlige, og mit mål er helt klart at lave flere af denne type præsentationer og værktøjer,” siger hun.  

Kontakt

Ph.d.-studerende Ruza Bjelovucic
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mail: rbje@dent.au.dk